Kan ikke kende mig selv mere

Jeg ved mine venner synes jeg er nedern når jeg siger nej til at være sammen, og hellere vil hjem og sove. De får måske følelsen af jeg ikke gider dem. Jeg forstår dem godt, og hvem fanden vil hellere sove end at være sammen med sine venner?
Jeg ved det ikke.

Havde det været for et år siden, ville jeg ikke kunne klare tanken om at være alene, men nu vil jeg hellere sove og være for mig selv.
Sove for at komme væk fra alt. Stoppe med at tænke.
Jeg ved ikke hvad det er jeg flygter fra, for jeg har det i realiteten godt.

Don't get me wrong. Jeg elsker mine veninder, og ville ikke bytte dem for noget.

Det gør mig ked af det når jeg ikke kan forstå hvad der er galt med mig.
Når jeg vågner og ikke kan se meningen med noget. Når jeg er træt konstant og ingen lyst har. Når jeg er sammen med min veninder og bruger tiden på at tænke på at når jeg kommer hjem skal jeg sove.

Min mor kan se det på mig, og det har hun kunne hele det her år igennem.
Når hun spørger om noget er galt, og jeg begynder at få vand i øjnene, men alligevel ikke rigtig har nogen grund til det.
Det ligner ikke mig. Det er ikke mig. Jeg forstår det ikke.
Jeg kan ikke kende mig selv mere.

Det er mine inderste tanker, og det giver helt sikkert ingen mening for jer.
Men, det er de ord der aldrig løber over mine læber.
Det er det jeg ikke kan forklare, og det er det her jeg frygter at poste på min blog, for jeg ved der er risiko for mine veninder ser det, og de vil nok ikke forstå det.